Magasinet Danske Malermestre Feb. 2023
Tekst Annika Ipsen Foto Søren Hytting

Op mod halvdelen af medarbejderne i Jørgen Holm A/S i Hvidovre har været i virksomheden mellem 10 og 30 år – og det tager malermester og direktør Martin Holm som et tegn på, at folk kan lide at være i virksomheden, som hans far gjorde til en entreprisevirksomhed med blandt andet udførsel af større hovedentrepriser samt opkøb af ejendomme tilbage i 90érne.

Det er vigtigt for os, at alle medarbejdere har det godt. Det er ikke, fordi jeg ser mig selv som den store humørbombe, der hele tiden løber rundt og griner. Men jeg joker med folk, for det skal være sjovt at komme på arbejde – både for mine malere og øvrige underentreprenører som murer, elektrikere, vvsére om tømrere, siger Martin Holm.

Da Martin Holm overtog Jørgen Holm A/S for godt 15 år siden, kom han til at stå i spidsen for malerforretningen og de 30-35 malersvende og lige så mange udvalgte underentreprenører, som der også er i dag. Og i den periode har der været mange spændende projekter for Jørgen Holm A/S – og masser at smile over, også for direktøren.

På jagt efter et smil

Lige nu er virksomheden for eksempel i gang med at afrunde et prestigefyldt arbejde som hovedentreprenør i godt et år på det gamle Astronomiske Oservatorium i Botanisk Have, der er ved at blive omdannet til Danmarks nye Pionercenter for kunstig intelligens. Her er 1.600 etagemeter blevet malet med linolie, kalkmaling og limfarver efter gamle malernormer, samtidig med at Jørgen Holm A/S også har stået spidsen for en grundig sanering og nye gulve, nye el-installationer, nye rørinstallationer, nye pudsede akustik lydlofter og meget mere.

– På et projekt af det omfang, er det vigtigt at kunne holde tungen lige i munden og skabe god stemning blandt alle, konstaterer Martin Holm.

Malermesteren er bevidst om, at humør og stemning smitter – og hans grundholdning er, at den måde du behandler folk på, er den måde, du selv bliver behandlet.

– Er du en sur uoplagt arbejdsgiver, bliver dine medarbejdere og omgivelser nok også naturligt mere sure og ligeglade. Kommer du derimod med et glimt i øjet med wienerbrød og sodavand, bliver en grå og trist dag måske en smule bedre. Jeg gør også meget ud af at snakke med de forskellige medarbejdere – og jeg går tit den ekstra mil for at få dem til at smile, siger MArtin Holm A/S.
Og han mener også, at håndværkere er gode til at grine lidt af tingene – og som regel er det maleren, man hører med et fløjt.

 

Du skal kunne sige undskyld

På samme måde er ledelsen i Jørgen Holm A/S også klar over, at stress og vrede smitter. Og realiteten er, at alle dage ikke er en dans på roser. Men der bliver altid renset ud i den følelsesmæssige forurening.

– Når jeg føler mig stresset, er jeg den første til at komme tilbage og sige undskyld, hvis jeg har været gnaven og fået sagt noget, jeg fortryder. Jeg har fået det med at kunne sige undskyld fra min far – det er måden firmaet altid har været drevet på, fortæller Martin Holm.

Der er selvfølgelig også medarbejdere , der indimellem brokker sig. Det tackler Martin Holm også gerne med humor og omvendt psykologi.

– Her må jeg tage sort humor i brug, fordi det er så åbenlyst, når de brokker sig. Det er godt, når de selv kan grine af, at de brokkede sig over for eksempel at skulle rense tapet af i stedet for lærlingen etc. Vi kender de mennesker, der er her – og de ved, at vi godt vil have, at de bliver, siger Martin Holm, der også gerne giver en krammer og spørger til ægtefæller og børn.

Ærlighed er nøglen til det hele

Og den ærlige og ligefremme tilgang går begge veje. De ansatte kan lynhurtigt se, hvis Martin Holm selv har haft en hård nat med vågne børn eller på anden vis fået det forkerte ben ud af sengen.

Lige fra folk bliver ansat i virksomheden, får de at vide, at de skal sige tingene, som de er og ikke gå og holde på noget, som kan gøre dem indebrændt.

– Alle mennesker kan blive sure og kede af det, og ærlighed er nøglen til det hele. Det er jo godt for alle at vide, hvis der er et sygt barn derhjemme eller andet, der kan gå en på. Eller at svendene tager en fridag efter julefrokosten, på grund af tømmermænd i stedet for at lægge sig syge. Det har jeg respekt for – og det tør de ansatte – fordi de ved, at jeg ikke bliver sur, selvom de sætter mig i en kattepine ude hos kunden, forklarer han.

Job & Karriere

Bliv en del af vores fantastiske team

Vores mål for en sund arbejdsplads er, hvor medarbejderne trives og respekterer hinanden. Jørgen Holm A/S Maler- og Hovedentreprenør er en ambitiøs virksomhed og arbejdsplads.

Vi tilbyder udviklingsmuligheder, samt stiller krav til vore medarbejdere. I dag er vi mere end 35 kollegaer ansatte – skal du være en del af teamet? Se vores ledige stillinger her på siden, eller indsend en uforpligtende ansøgning.